Havde i lørdags følgende indlæg i Information.

Indlægget er skrevet med et smil på læben. Løsningen på den nuværende misere universiteterne er havnet i er naturligvis ikke at skifte Sander ud med Friis, selvom det klart ville være et fremskridt. Løsningen er som jeg afslutter med at skrive forhåbentlig en helt ny regering, der vil gentænke forholdet mellem universiteter og samfund.

Hans Hauge har en interessant og som sædvanligt provokerende betragtning i denne kronik.

Faktisk har han ret i, at det i en nuværende situation kunne være bedre med totalt selvejende universiteter. Det ville måske trods alt sikre forskningsfriheden bedre og sikre mod politisk indblanding i forskningsagendaer. Med privatiserede universiteter følger naturligvis problematikken omkring økonomiske interessers indblanding i forskningsagendaerne, men dem vi jo faktisk allerede i dag med Sanders halvprivatiserede statsuniversiteter.

Jeg har før leget med tanken om "frie universiteter" i et indlæg, hvor jeg slog til lyd for at lade sig inspirere af middelalderens universiteter, der var frie sammenslutninger af studerende og undervisere/forskere.

Dog mener jeg selvfølgelig ikke som Hauge, at universiteterne skal være brugerbetalte. Men måske kunne man sammentænke ideen om frie universiteter - selvejende sammenslutninger af studerende og undervisere - med en tanke om statsstipendier?

For en god ordens skyld. Indlægget som jeg kommenterer nedenfor under overskriften "Politisk ledelse" er en kommentar til dette indlæg af Steen Hildebrandt: http://www.information.dk/216348

Søndag den 7. juni skal vi til at stemme igen. Men det er nok de færreste, der har bemærket det endnu. EU-valget er før blevet kaldt og vil sikkert også igen blive kaldt det hemmelige valg.
Det er egentlig temmelig trist, for hvad enten vi kan lide det eller ej, så bliver flere og flere vigtige beslutninger og politiske tiltag taget i EU-regi.
Men hvorfor er vi egentlig så ligeglade med EU og EU-valget? Ja, i SF mener vi, at en af måderne at forklare ligegyldigheden overfor EU og EU-valget på er, at de diskussioner, der føres om EU i Danmark, når der overhovedet føres nogle, er næsten totalt blottede for politisk substans.
Enten som en ørkesløs diskussion om, hvorvidt Danmark i det hele taget bør være med i EU. En diskussion, som vi desværre har været alt for gode til at føre på venstrefløjen. I SF er vi nået frem til den konklusion, at selvom vi er utilfredse med retningen af mange politiske tiltag i EU-regi, så vil vi ikke melde os ud af den grund. Det ville jo lidt svare til at vi i SF ville melde sig ud af det danske folkestyre, fordi vi (som vi er) er utilfredse med den siddende regering.
Eller også som en diskussion af de øvrigt mange åndssvage direktiver, der til tider kan strømme fra Bruxelles om krumme agurker og lignende (eller ej). Her har EU-organisationen selv været medvirkende til fremme en overordnet ligegyldighed. Vor Herre bevares, hvis EU kun handler om ligegyldigheder, så bliver svaret nok også ligegyldighed.
I den nuværende valgkamp har Tyrkiet fyldt en del. Endnu et spørgsmål uden politisk substans. Når og hvis Tyrkiet begynder at opfylde EU’s krav til optagelse, så skal Tyrkiet naturligvis have lov til at komme med i EU. Hvordan kan det i det hele taget blive en diskussion? Jo, det kan det, når der skal spilles på frygten. Et spil, som de elsker i den borgerlige lejr.
I SF vil meget hellere diskutere politik. Det er et faktum, at liberalistiske kræfter har godt fat i det europæiske samarbejde og forsøger at forringe arbejdervilkårene i fællesskabets medlemslande. Det er et faktum, vi i samarbejde med andre progressive kræfter i Europa skal ændre.
Det er et faktum, at kriminalitet og miljøproblemer er grænseoverskridende fænomener. Vi løser dem igen bedst ved at give røde og grønne kandidater vores opbakning til valget den 7. juni.
Med andre ord. Skal ligegyldigheden overfor ”det hemmelige valg” overvindes, så kræver det, at vi begynder at se valget som et politisk valg på linje med både folketingsvalget og kommunalvalget.
På den baggrund vil det stå ganske klart, at der politisk set er to overordnede veje, man kan følge. Både når det gælder EU og når det gælder Danmark. Vi kan fortsætte ad egoismens, griskhedens, miljø- og klimaødelæggelsens vej eller vi kan tage en ny vej, hvor social ansvarlighed og grøn bevidsthed danner rammen om nye fællesskaber og et mere balanceret liv på kloden.
Som SF’er vil jeg foreslå det sidste og give en opfordring til, at man den pågældende søndag giver Margrete, Emilie, Fathi, Ole eller en af SF’s andre glimrende kandidater sin stemme. Det vil, garanterer jeg, gavne både Danmark og Europa.

Jeg anmelder Rune Lykkebergs bog Kampen om sandhederne i Ceveas tidsskrift Vision, som udkommer i dag. Se her.

Dagens politiske nyhed er et partiskifte i den bemærkesesværdige ende af skalaen. Superkommunikatoren - tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten - Pernille Rosenkrantz-Theil har meldt sig ind i Socialdemokratiet.

De bekymrede vil mene, at Socialdemokratiet for et hyr med at holde rede på det nye og til tider ret rebelske (og venstreorienterede) medlem. Andre, herunder nok jegselv, vil mene, at hun måske lige akkurat er den politiske vitaminindsprøjtning Socialdemokratiet kunne have brug for. Socialdemokratiet ligner mere og mere de "stærke" kvinders parti. Tillykke med det og held og lykke med det nye medlem!

Dansk Folkeparti har som bekendt en uhørt selektiv tilgang til ytringsfriheden. Den er o.k., når muslimer over en kam skal svines til og mistænkeliggøres, men meget upassende, når der rejser sig kritiske røster internt i partiet eller eksempelvis, hvis en forhåndværende PET-chef giver sig i kast med at forsvare helt almindelige retsprincipper og mane til besindighed og eftertanke i forhold til et omsiggribende terrorhysteri, der truer med at undergrave de demokratiske principper, som det netop er terrorismens sag at undergrave.

Dansk Folkepartis angreb på Hans Jørgen Bonnichsen er helt igennem infamt. Ingen tvivl om det. Der nu oprettet en facebook-gruppe til støtte for Bonnichsen, som jeg vil opfordre alle, der - uanset politisk observans - bekender sig til retsstatslige og demokratiske principper om alle melde sig ind i. Se mere her (kræver at man har en facebook-profil).

Denne bog står helt sikkert øverst på min ønskeseddel til jul! 

Den danske debat om EU ender ofte som en meget afsporet affære. Krumme agurker kan eksempelvis komme til at fylde uforholdsmæssigt meget. Sandt er det da også, at EU-systemet gennem tiderne har stået bag megen unødvendig og bureaukratisk lovgivning, der ikke har solgt EU som projekt særlig godt blandt de europæiske befolkninger. EU har derfor desværre, men dog ofte med rette, fået et meget ufolkeligt image.

Men heldigvis har vi muligheden for at ændre dette. EU-systemet har nemlig en folkelig dimension: Europarlamentet. Og der er valg til dette folkelige organ næste år. I SF vil vi kæmpe for at styrke den folkelige dimension i det europæiske samarbejde. Det vil sige, at vi vil kæmpe for at styrke Europaparlamentet som den platform, hvor der træffes beslutninger om de europæiske folks fremtid.

Det er i den sammenhæng vigtigt at huske, at Europaparlamentet i sin funktion og sammensætning ikke adskiller sig væsentligt fra folketinget. Det er et forum sammensat af de europæiske befolkninger – som folketinget er sammensat af den danske befolkning – med henblik på at løse fælles problemstillinger. Som det også er tilfældet i folketinget, så er der ofte meget stor uenighed om, hvordan de fælles problemstillinger skal løses. Når vi derfor kan være uenige i de beslutninger, der træffes i Europaparlamentet – som vi også kan være uenige i beslutninger, der træffes i folketinget – så skyldes det, at der sidder et politisk flertal i Europaparlamentet, som vi givetvis er uenige med. Den eneste måde, vi kan løse dette "problem" på er ved at prøve at sammensætte et andet parlamentarisk flertal ved næstkommende valg.

Alt dette virker sikkert indlysende og rigtigt. Men ofte kan man faktisk have indtrykket af, at danskerne – og måske gør dette sig også gældende for andre europæiske befolkninger – ikke betragter valget til Europaparlamentet som et politisk valg, hvor det gælder om at fremme den ene eller den anden politiske helhedsopfattelse af hvordan vi løser fælles problemstillinger. Der kan eksempelvis være meget stor forskel på om der sidder et konservativt, liberalistisk eller et centrum-venstre flertal i EU-parlamentet. I stedet stemmer man på et kendt ansigt eller en liste, der ønsker at afmontere fællesskabet i det hele taget.

Min og SF’s opfordring til danskerne må være: Husk at valget til Europaparlamentet handler om politik og husk, at det gør en afgørende forskel hvem du stemmer på!

I forlængelse af DRs omtalte dokumentar kunne Information så i går afsløre, at folkene bag Fairtrade grundigt havde instrueret deres producenter i, hvad de skulle sige, når dokumentaristen Tom Heinemann dukkede op.

Ikke skidesmart, at det på den måde fremstår som om man prøver at skjule noget. Ønsker man at fremstå som politisk korrekt, så skal man fandme også være det.

Lad os håbe, at den seneste tids opmærksomhed får både detailhandel, kunder og folkene bag fairtrade til at tænke sig om en ekstra gang. For der er ingen tvivl om, at tænkt og udført på den rigtige måde er fairtrade et princip, der har fremtiden for sig.

I en anden dokumentarudsendelse på DR her til aften kunne DR så afsløre, at det er så som så med fairtrade-principperne på mange af de teplantager, der dyrker den te, som i Danmark sælges under fairtrade-mærket.

De arbejdsforhold, der tilbydes tearbejdere på fairtrade-plantagerne adskiller sig ikke væsentligt fra dem, der tilbydes tearbejdere i den 3. verden generelt. Der er forkasteligt og under al kritik. Fairtrade-mærket burde simpelthen uomtvisteligt stå for væsentligt bedre arbejdsforhold, end de, der ellers er gældende i den 3. verden.

En anden tænker, at fairtrade-mærket simpelthen kun burde gives til de te-plantager, hvor teen dyrkes, forarbejdes og sælges af tearbejderne selv. Selvorganisering burde simpelthen være det væsentligste kriterium for at opnå fairtrade-mærket. Kun på den måde sikres det, at arbejderne ud fra en demokratisk selvorganisering af arbejdet rent faktisk høster frugterne af deres hårde arbejde. Folkene bag fairtrade-mærket burde simpelthen med rentefrie lån sikre, at arbejderne selv kunne opkøbe temarker, organisere arbejdet og på demokratisk vis få kontrol med tedyrkningen og de forhold under hvilke teen (eller hvad det nu end måtte være) dyrkes. Se det ville være sand og ægte fairtrade. Alt andet forbliver desværre under dække af at tilfredsstille vor dårlige samvittighed den rendyrkede uretfærdighed. 

DR har i flere dage - med udgangspunkt i en dokumantarudsendelse, der blev sendt i går aftes - kunnet berette om meget mangelfuld hygiejne på danske hospitaler.

I aftenens første TV-avis kunne DR så berette om, at hospitalerne i Skotland i mange år har haft tilsvarende problemer med hygiejnen. Den skotske lokalregering havde nu besluttet sig for at gøre noget ved problemet. Nærmere bestemt at af-licitere hospitalsrengøringen og genintroducere den i offentligt regi. Måske skulle de danske regioner, regeringen lade sig inspirere af den skotske model. Det ville i hvert fald være stærkt i tråd med SF's politik på området. Udlicitering er måske på kort sigt en god forretning, men på lang sigt er det en meget dårlig forretning, der endda også gambler med danskernes helbred.

Derfor: Tag ved lære af Skotland, genintroducér rengøringen i offentligt regi og undlad at tage danskernes helbred som gidsel i en ideologisk udlicitering, der på lang sigt også er en dårlig forretning.

Jan C. Løvbjerg, som ellers er bosat i Juelsminde, føler sig stolt af Horsens. Det skriver han i hvert fald i et læserbrev i Horsens Folkeblad den 16/10, og stolt, det skal han da helt bestemt også have lov til at være. Der er mange gode grunde til at være stolt af Horsens, men når han fremhæver kommunens ledelse og budgettet for 2009, som noget vi i Horsens bør være særskilt stolte over – ja, så virker det ikke helt overbevisende. Snarere en hel del skudt ved siden af.

Måske hænger det sammen med, at Jan C. Løvbjerg slet ikke bor i Horsens Kommune og derfor overhovedet ikke vil blive ramt af de besparelser, som budgettet indebærer. Eller måske hænger det sammen med, at hverken Jan C. Løvbjerg eller andre af erhvervslivets spidser i Horsens Kommune behøver at frygte, at besparelserne i kommunen kommer til at berøre dem. For dem har Jan Trøjborg og hans borgerlige forligspartnere nemlig sørget for at frede i forbindelse med årets budgetforhandlinger, hvilket i sig selv er tankevækkende. Tankevækkende på den måde, at en socialdemokratisk borgmester lader erhvervslivet gå fri samtidig med, at han udskriver en ekstra regning til byens almindelige borgere, især børnefamilierne og de kommunalt ansatte. Men alt det kommer naturligvis ikke i nærheden af Jan C. Løvbjergs privilegerede billede af virkeligheden.

Må jeg i øvrigt påpege det helt forvrøvlede i Jan C. Løvbjergs påstand om, at de besparelser Jan Trøjborg og hans borgerlige forligspartnere har gennemført var ”en tvungen opgave”. Der skulle spares i kommenen – jovist – men hvordan kommunen skal prioritere sine økonomiske midler, herunder hvordan kommunen vælger at spare, det er naturligvis en politisk opgave, som et flertal i byrådet skal blive enige om. SF fremsatte et fuldt finansieret budgetforslag, der ville have holdt institutionsområdet helt fri for besparelser. SF fremsatte i forbindelse med 2. behandlingen af budgettet en række ændringsforslag, der igen ville have friholdt institutionsområdet for besparelser. Men Jan Trøjborg og de borgerlige ville det anderledes. Det kaldes kommunalpolitik og hvis ikke kommunalpolitikerne kunne prioritere i forbindelse med en sparerunde – hvis besparelserne var ”bundne” – ja, så var det ingen grund til at have kommunerne og det kommunale selvstyre.

At vi er en række ”politikere” (det må primært være SF, Løvbjerg tænker på) og ”læserbrevsskribenter” (blandt andet en lang række af de mennesker, som besparelserne helt konkret kommer til at berøre i dagligdagen), der har været stærkt utilfredse med besparelserne er på denne baggrund hverken ”ukonstruktivt” eller ”ærgerligt”. Det er derimod fuldt ud forståeligt.

Læserbrev i dagens udgave af Horsens Folkeblad

P.s. Tak til Carsten Agger for det gode råd!

Jeg har et læserbrev i dagens udgave af Horsens Folkeblad. Se her.

Når jeg ikke posterer indlægget her skyldes det, at smartlog bøvler med skriftetypen, når jeg copy-paster fra mit word-dokument. Hva´skal jeg gøre?