Havde i lørdags følgende indlæg i Information.

Indlægget er skrevet med et smil på læben. Løsningen på den nuværende misere universiteterne er havnet i er naturligvis ikke at skifte Sander ud med Friis, selvom det klart ville være et fremskridt. Løsningen er som jeg afslutter med at skrive forhåbentlig en helt ny regering, der vil gentænke forholdet mellem universiteter og samfund.

Hans Hauge har en interessant og som sædvanligt provokerende betragtning i denne kronik.

Faktisk har han ret i, at det i en nuværende situation kunne være bedre med totalt selvejende universiteter. Det ville måske trods alt sikre forskningsfriheden bedre og sikre mod politisk indblanding i forskningsagendaer. Med privatiserede universiteter følger naturligvis problematikken omkring økonomiske interessers indblanding i forskningsagendaerne, men dem vi jo faktisk allerede i dag med Sanders halvprivatiserede statsuniversiteter.

Jeg har før leget med tanken om "frie universiteter" i et indlæg, hvor jeg slog til lyd for at lade sig inspirere af middelalderens universiteter, der var frie sammenslutninger af studerende og undervisere/forskere.

Dog mener jeg selvfølgelig ikke som Hauge, at universiteterne skal være brugerbetalte. Men måske kunne man sammentænke ideen om frie universiteter - selvejende sammenslutninger af studerende og undervisere - med en tanke om statsstipendier?

For en god ordens skyld. Indlægget som jeg kommenterer nedenfor under overskriften "Politisk ledelse" er en kommentar til dette indlæg af Steen Hildebrandt: http://www.information.dk/216348

Professor Steen Hildebrandt rejser i et Synspunkt i Information (24/11) en diskussion omkring offentlig ledelse – i særdeleshed den ledelse eller mangel på politisk ledelse, som ifølge Steen Hildebrandt findes i de danske kommuner.

At Hildebrandt rejser diskussionen er der selvfølgelig ikke noget mærkeligt i. Han er en af Danmarks førende eksperter på området – professor på Handelshøjskolen ved Aarhus Universitet – og har også sit eget konsulentfirma (Hildebrandt & Brandi), der ”rådgiver danske og internationale virksomheder indenfor generel og strategisk ledelse og forandring”. Hvis han kunne åbne for overvejelser om virksomhedsledelse i landets kommunalbestyrelser, så ville der således blive åbnet et stort marked for den vare, han udbyder – rådgivning i strategisk virksomhedsledelse.

Ser vi dog bort fra reklameværdien i Hildebrandts fremstød, så bygger hans analyse og synspunkter  på en yderst problematisk grundantagelse, som ikke desto mindre er meget udbredt og under udbredelse i alle dele af den offentlige sektor i Danmark og resten af verdenen. Denne problematiske grundantagelse går kort sagt ud på, at al ledelse er virksomhedsledelse. Hvilket nødvendigvis betyder, at al ledelse i den offentlige sektor – hvad enten vi taler om administrativ ledelse, institutionsledelse eller politisk ledelse – må betragtes som virksomhedsledelse.

Jeg skal vende tilbage til, hvorfor denne grundantagelse er problematisk, men først en lille historisk skitse for at forklare baggrunden for problematikkens opkomst.

I starten af 1980’erne gennemførte Schlüter-regeringen, inspireret af Thatcher i England, en nyliberal reformbølge – også kaldet den 3. decentraliseringsbølge – som bl.a. betød et øget fokus på markedsorientering, privatisering og strategisk (økonomisk) ledelse som opgave og ideal for offentlige ledere. Filosofien bag denne udvikling er også blevet kaldt New Public Management (NPM).

At indføre kravet om økonomisk og strategisk ledelse på et administrativt niveau viste sig knap så svær, da ledelsen her som oftest var økonomer, jurister og politologer for hvem tankegangen føltes hjemlig, men da turen kom til institutionsledere – som fagligt set stod et helt andet sted (skoleinspektører, plejehjemsledere osv.) – blev det nødvendigt at sætte ind med anderledes opdragende foranstaltninger og tonsvis af kurser i strategisk ledelse. Ledere, der havde været vant til faglig ledelse – som ”den første blandt ligemænd” – skulle nu forvandles til strategiske virksomhedsledere med fokus på virksomhedsplaner, strategiske visioner, konstante dokumentations- og evalueringskrav, kontraktlige forpligtelser, rammeaftaler, planer for medarbejderudvikling. Ja, i det hele taget skulle man lære at begå sig på et marked for udbud af offentlige serviceydelser.

Som man kan se oser denne udvikling af neoliberal ideologi. Privatisering og markedsgørelse af staten og i det hele taget en indordning af alle andre hensyn under det frie markeds logik. En logik, som vi i øvrigt i dag ser udfordret af finanskrise og økonomisk stagnation.

Men ledelse af offentlige institutioner er ikke virksomhedsledelse, for offentlige institutioner er ikke virksomheder – de er velfærdsinstitutioner, der formidler viden, pleje, omsorg til samfundets borgere på baggrund af et princip om skattefinansieret solidaritet. Derfor er de ledelsesstrategier man har påtvunget de offentlige institutioner ikke bare forkerte – de skaber fremmedgjorte medarbejdere, fremmedgjort ledelse og ringere velfærd.

For nu at vende tilbage til Hildebrandts forslag om, at de nyvalgte byrådspolitikere – under gæve danske termer som ”corporate governance” og ”public governance” – skal sætte ledelse på dagsordenen, så er den problematisk af nogenlunde samme grund.

Politisk ledelse er ikke virksomhedsledelse. Politisk ledelse handler om at træffe politiske beslutninger om prioriteringerne i et politisk fællesskab. Disse beslutninger er baseret på normative vurderinger, men må selvfølgelig også forholde sig til faktiske forhold som klimaforandringer, arbejdsløshed og økonomi. Men dybest set må disse beslutninger hvile på et normativt grundlag, der tager stilling til i hvilken retning, man ønsker, at det politiske fællesskab skal udvikle sig. I en mere egoistisk retning, som det er tilfældet nu, eller i en mere fællesskabsorienteret retning med fokus på solidaritet og bæredygtighed, som er den retning, jeg selv som kommende byrådspolitiker vil slås for. Til det brug har jeg ikke brug for kurser i strategisk ledelse og effektiv administration, der har jeg derimod brug for politisk mod og politiske visioner. Det er det, jeg er valgt til som politiker – ikke som ekspert i at administrere effektivt, men som engageret samfundsborger. I den forstand er jeg altid allerede, for nu at citere Hildebrandt, ”pr. definition kvalificeret og kompetent”. I et demokratisk samfund er ingen ”måske egnet” til at lede – alle er egnede til at lede. Det er et vigtigt princip, men desværre et princip som Hildebrandt og ligesindede ikke har forstået. I embedet som byrådspolitiker vil derfor slås for mindre ”strategisk ledelse” og mere ”politisk ledelse”, og så vil jeg slås for at vi får gjort op med den imperialisme, der siger, at alle områder af det danske samfund skal underordnes kravet om at ligne en virksomhed, der skaber profit til sine aktionærer. For denne imperialisme er ganske er hverken holdbar eller ønskværdig, for det samfund og det fællesskab, jeg ønsker, at Horsens Kommune og staten Danmark skal være.

Er næsten færdig med Karl Aage Rasmussens fine bog om Glenn Gould - "Den kreative løgn" (Gyldendal). Kan stærkt anbefales. Eventuelt i forlængelse af, at man hører 1981-indspilningen af Bachs Goldberg-variationer. Sjælero!

Institut for Filosofi og Idéhistorie ved Aarhus Universitet danner senere i dag rammen for et mini-seminar om eksistenstænkning. Seminaret tager udgangspunkt i bogen At tænke eksistensen – Studier i eksistenstænkningens historie og betydning, der netop er udkommet på Aarhus Universitetsforlag.

Seminaret rummer tre korte oplæg, hvorefter eksistensen som tema for tænkningen sættes til åben diskussion. Efterfølgende er der reception for bogen. Arrangementet foregår på Institut for Filosofi og Idéhistorie, bygning 1465, lokale 616 og er åbent for alle interesserede.

Program:

15.00-15.20: Paw H. Amdisen, medredaktør, idéhistoriker og højskolelærer, Odder Højskole: ”At tænke eksistensen og eksistere tænkningen”.

15.20-15.45: ”: Jonas Holst Sørensen, medredaktør, idéhistoriker, ph.d. og post. doc.: ”Humanisme og eksistens”. 

15.45-16.10: Anders Dræby Sørensen, idéhistoriker, fagleder og studielektor ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, AU.: ”Den eksistentielle tænknings relevans for psykologi og psykoterapi”.

16.10-16.40: Åben diskussion

16.40- 18.00: Reception med mulighed for at se og købe bogen, der udgør dagens omdrejningspunkt. Aarhus Universitetsforlag er værter for et glas.

Til videre orientering:

http://www.unipress.dk/da-dk/Item.aspx?sku=1510

Om bogen:

Hvad vil det sige at eksistere - og at tænke over sin eksistens? Hvordan påvirker livet tænkningen - og tænkningen livet? Spørgsmål som disse, og med dem eksistentialismen, nød enorm popularitet i efterkrigstiden, hvor de blev hvermandseje. Men som årene gik, gik det populære hen og blev upopulært. Betegnelsen eksistentialisme, og dens navnebroder eksistensfilosofien, der ellers så sig som et alternativ til den første, kom til at signalere filosofisk letbenethed, populisme og generel intellektuel uvederhæftighed. Eksistentialisme og eksistensfilosofi var derfor i en lang årrække filosofiske positioner, som man ikke, hvis man tog sig selv seriøst, kunne tage seriøst.

Men det har ændret sig, og At tænke eksistensen viser hvorfor. Gennem en introducerende indledning om eksistenstænkningen og 12 artikler skrevet af førende danske forskere i filosofi og idéhistorie, står det klart, at vi i dag må genåbne og gentænke spørgsmålet om eksistensen.

Presseklip:

” … rehabiliterer den ærværdige tradition for at tænke over livet”.

(….)

””At tænke eksistensen” viser, at eksistentialismen fortsat kan fascinere og inspirere”.

Asger Brandt, Kristeligt Dagblad, 13/8.

Så er der en ny bog på gaden - At tænke eksistensen - medredigeret og med bidrag af undertegnede. Se mere på forlagets hjemmeside her.

Bogen er anmeldt af Asger Brandt i dagens Kristeligt Dagblad. Han er ikke just overstrømmende, men skriver dog, at: "At tænke eksistensen" viser, at eksistentialismen fortsat kan fascinere og inspirere" 

Søndag den 7. juni skal vi til at stemme igen. Men det er nok de færreste, der har bemærket det endnu. EU-valget er før blevet kaldt og vil sikkert også igen blive kaldt det hemmelige valg.
Det er egentlig temmelig trist, for hvad enten vi kan lide det eller ej, så bliver flere og flere vigtige beslutninger og politiske tiltag taget i EU-regi.
Men hvorfor er vi egentlig så ligeglade med EU og EU-valget? Ja, i SF mener vi, at en af måderne at forklare ligegyldigheden overfor EU og EU-valget på er, at de diskussioner, der føres om EU i Danmark, når der overhovedet føres nogle, er næsten totalt blottede for politisk substans.
Enten som en ørkesløs diskussion om, hvorvidt Danmark i det hele taget bør være med i EU. En diskussion, som vi desværre har været alt for gode til at føre på venstrefløjen. I SF er vi nået frem til den konklusion, at selvom vi er utilfredse med retningen af mange politiske tiltag i EU-regi, så vil vi ikke melde os ud af den grund. Det ville jo lidt svare til at vi i SF ville melde sig ud af det danske folkestyre, fordi vi (som vi er) er utilfredse med den siddende regering.
Eller også som en diskussion af de øvrigt mange åndssvage direktiver, der til tider kan strømme fra Bruxelles om krumme agurker og lignende (eller ej). Her har EU-organisationen selv været medvirkende til fremme en overordnet ligegyldighed. Vor Herre bevares, hvis EU kun handler om ligegyldigheder, så bliver svaret nok også ligegyldighed.
I den nuværende valgkamp har Tyrkiet fyldt en del. Endnu et spørgsmål uden politisk substans. Når og hvis Tyrkiet begynder at opfylde EU’s krav til optagelse, så skal Tyrkiet naturligvis have lov til at komme med i EU. Hvordan kan det i det hele taget blive en diskussion? Jo, det kan det, når der skal spilles på frygten. Et spil, som de elsker i den borgerlige lejr.
I SF vil meget hellere diskutere politik. Det er et faktum, at liberalistiske kræfter har godt fat i det europæiske samarbejde og forsøger at forringe arbejdervilkårene i fællesskabets medlemslande. Det er et faktum, vi i samarbejde med andre progressive kræfter i Europa skal ændre.
Det er et faktum, at kriminalitet og miljøproblemer er grænseoverskridende fænomener. Vi løser dem igen bedst ved at give røde og grønne kandidater vores opbakning til valget den 7. juni.
Med andre ord. Skal ligegyldigheden overfor ”det hemmelige valg” overvindes, så kræver det, at vi begynder at se valget som et politisk valg på linje med både folketingsvalget og kommunalvalget.
På den baggrund vil det stå ganske klart, at der politisk set er to overordnede veje, man kan følge. Både når det gælder EU og når det gælder Danmark. Vi kan fortsætte ad egoismens, griskhedens, miljø- og klimaødelæggelsens vej eller vi kan tage en ny vej, hvor social ansvarlighed og grøn bevidsthed danner rammen om nye fællesskaber og et mere balanceret liv på kloden.
Som SF’er vil jeg foreslå det sidste og give en opfordring til, at man den pågældende søndag giver Margrete, Emilie, Fathi, Ole eller en af SF’s andre glimrende kandidater sin stemme. Det vil, garanterer jeg, gavne både Danmark og Europa.

Som det kom frem i torsdagens avis, så vil antallet af byrådsmedlemmer (gældende fra næste kommunalvalg i efteråret) blive reduceret fra 31 til 27.

I SF Horsens er vi ikke varme tilhængere af en reduktion. Det er eksempelvis svært at se nogen markant økonomisk gevinst ved at gennemføre forslaget. Vi har dog valgt at sige god for reduktionen alligevel. Dels fordi alternativet var værre – dvs. en større reduktion – og dels fordi vi ikke kan se, at forslaget forringer demokratiet i Horsens Kommune.

Med reduktionen til 27 medlemmer vil hverken de små partier eller lokalområderne nemlig blive stillet værre, end ved valget i 2005. Faktisk er der, mener vi i SF, grund til at tro, at man i lokalområderne vil rykke mere sammen omkring de lokalt forankrede kandidater.

Hvad angår os selv er vi ikke nervøse for reduktionen. Det er vores klare indtryk, at det næste kommunalvalg ikke bliver et valg for eller imod Jan Trøjborg, men derimod et valg, der vil sætte fokus på reelle politiske problemer i kommunen og hvordan de bedst løses. Her tror vi fuldt og fast på, at SF vil opleve stor politisk fremgang. Vores realistiske ambition er at blive kommunens tredje største parti.

Uanset antallet af mandater, så vil det stadig være et flertal i befolkningen, der bestemmer byrådets sammensætning og de politiske styrkeforhold. Og det er vi egentlig ganske trygge ved i SF.

Alle kan vel sådan set blive enige om, at det stadig stigende sygefravær udgør et samfundsproblem og en kæmpe politisk udfordring. Både for de, der beskæftiger sig med lokalpolitik og for dem, der beskæftiger sig med landspolitik bliver det mere og mere synligt, at der må gøres noget langsigtet og effektivt ved denne problemstilling/udfordring, hvis ikke den skal vokse os over hovedet.
De fleste kan vel også blive enige om, at problemstillingen indeholder en samfundsøkonomisk og en moralsk dimension. Sygefraværet koster, men sygefraværet har også store menneskelige og sociale omkostninger for de, der må melde sig syge.
Desværre er der ikke nær så stor enighed om, hvordan det stigende sygefravær skal håndteres. Som de, der holder sig lokalt orienterede og følger med i debatsiderne i Horsens Folkeblad har kunnet konstatere, så har Horsens Kommune – med Jan Trøjborg og Socialdemokraterne i spidsen – lagt op til, at problemstillingen bedst løses ved at uddelegere håndteringen af de syge til private aktører, der med udgangspunkt i et kontant økonomisk incitament (de får halvdelen af den besparelse, det giver, hvis personen forsvinder ud af sygedagpengesystemet) skal tvinge de syge i arbejde eller, måske snarere, over i den almindelige og nu voksende kø af ledige.
I SF Horsens er vi i lighed med en samlet lokal fagbevægelse stærkt bekymrede tanken om et sådant tiltag. Vi mener i SF Horsens, at det er udtryk for en fattig tankegang, at man gør syge mennesker til en handelsvare og samtidig undergraver deres værdighed og rettigheder. Vi mener ikke, at det kan passe, at private konsulentvirksomheder uden nogen form for lægelig ekspertise skal bestemme om borgerne har ret til at være syge eller ej. Vi mener heller ikke, at hverken kollegaer eller arbejdsgivere kan være tjent med, at syge kollegaer/ansatte presses tilbage på arbejdspladserne og vi mener slet ikke, at denne tilgang kan løse det store problem, det stigende sygefravær udgør. Tværtimod. Vi har på fornemmelsen, at den vil skabe et endnu større og langt mere alvorligt sygefravær.
Men hvad er vores løsning på problemet så? Jo, i SF Horsens mener vi, at forebyggelse og årsagsbekæmpelse (ikke symptombehandling!) er vejen frem. Vi må simpelthen til nøje at undersøge, hvorfor så mange melder sig langvarigt syge. Og så må vi målrette vores indsats. Sygefravær kan have mange årsager. En brækket arm, livstruende sygdom, et hændeligt uheld eller en traumatisk hændelse – på arbejdet eller på hjemmefronten – hører vel til nogen af de mere kontante årsager, som det samtidig også er svært helt at lave en forebyggende indsats overfor. Her må en sygemelding være indiskutabel og samtidig uomgængelig ud fra en samfundsmæssig synsvinkel. I et menneskeligt anstændigt samfund tager vi os naturligvis af dem, der rammes af uheldet og livets til tider brutale realitet.
Men ser vi på en stor del af sygefraværet i dag, så skyldes det faktisk omstændigheder, der står til at ændre, hvis vi vil. En stadig større faktor i sygefraværsstatistikkerne udgør eksempelvis stress og andre psykologisk betingede lidelser. De primære årsager til de sygemeldinger, som har afsæt i disse lidelser, er dels dårligt fysisk og psykisk arbejdsmiljø og dels manglende resurser.
For nu at tage et konkret og i sammenhængen meget relevant eksempel, så er en af begrundelserne for at invitere private aktører til at deltage i indsatsen mod sygefraværet, at de kommunale sagsbehandlere – pga. manglende resurser –er arbejdsmæssigt overbebyrdede (og dermed i farezonen for at blive sygemeldte!). En mulig løsning var her at tilføre området resurser – dvs. flere hænder – i stedet for at kaste pengene efter private konsulentvirksomheder. Med vores kendskab til det kommunale område, så kunne noget lignende gøres på stort set alle kommunale områder, som i dag mange steder er ramt af stort sygefravær. Kommunen kunne således sætte standarden og vise, at en effektiv og langsigtet bekæmpelse af sygefraværet bl.a. indebærer øget resursetilførsel (som økonomisk set vender tilbage i kommunekassen i form af raskmeldinger) og en fokuseret indsats for at skabe et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø på alle arbejdspladser i kommunen.
En sådan indsats ville være langsigtet og økonomisk endda meget ansvarlig. Vejen frem går gennem forebyggelse og årsagsbekæmpelse. Ikke ved at gøre syge medborgere til handelsvarer for private aktører.

Læserbrev bragt i Horsens Folkeblad, 16/2-2009.

Er dags dato enstemmigt blevet valgt som ny formand for SF Horsens.

Mere følger ...