Efter at vores nye regering med SF-deltagelse har forhandlet finansloven på plads i godt samarbejde med bl.a. Enhedslisten kunne det kan være på sin plads at gøre foreløbig status.

 Som SF’er har de seneste måneder været en mærkelig og meget blandet oplevelse.

Udgangspunktet var et valg, der gik godt for Danmark og dansk politik med et klart regeringsskifte, men jo også et valg, der ikke helt gav det resultat, vi havde håbet på i SF. Dels fordi SF gik en del tilbage, men helt klart også fordi valget ikke gav det klare røde flertal, der kunne have sikret at vi kunne gennemføre nogle flere af de gode tiltag fra vores og Socialdemokraternes fælles valgoplæg Fair Løsning, end dem, der nu bliver gennemført. Samt naturligvis også kunne have sikret efterlønnen.

Men det til trods, så lykkedes det faktisk i hårde regeringsforhandlinger med Radikale Venstre at få et ambitiøst regeringsgrundlag med klare SF-aftryk på plads. Et regeringsgrundlag, der kan genrejse Danmark. Men det lykkedes også at præsentere et regeringshold med mange centrale og velkvalificerede SF-ministre.  Det var svært som SF’er ikke at være optimist på Danmarks vegne.

Men så begyndte en mærkelig kampagne at rulle. Under overskrifter om løftebrud blev SF og Socialdemokraterne udsat for et sandt mediemæssigt bombardement.  Pludselig skulle to af regeringspartierne svare på hvorfor ikke samtlige politiske tiltag i deres fælles valgoplæg var medtaget i regeringsgrundlaget, og det skulle kaldes løftebrud, hvis ikke samtlige SF’s politiske forslag fra den forgangne folketingsperiode stod til at blive til virkelighed dagen efter, at den ny regering havde indtaget regeringskontorerne. Kampagnen antog nærmest hysteriske dimensioner i perioden mellem regeringsgrundlagets fremlæggelse og finanslovsforhandlingerne. Set i sammenhæng med de meget massive negative personkampagner som Venstre og den borgerlige presse samtidig iscenesatte fremstod billedet af en nærmest latterlig regering. Optimisme og glæde på Danmarks vegne afløstes for mit eget vedkommende med en lettere politisk vinterdepression. Hvis man læste aviser og så tv i denne periode var det nærmest umuligt at få det indtryk, at Danmark havde fået ny og dynamisk regering med helt nye politiske prioriteringer.

Så kom finanslovsforhandlingerne. Og selvom Enhedslisten på behørig vis har fået meget af æren for de progressive tiltag i finansloven, så står det samtidig klart, at der ikke er en eneste af de såkaldte indrømmelser til Enhedslisten, som ikke også er en integreret del af SF’s politiske verdensbillede. Afskaffelse af fattigdomsydelserne, øget kontrol med og beskatning af de multinationale, en mere fair udlændingepolitik og en ambitiøs energiplan, der skal omdanne Danmark til grønt foregangsland og vise vej ud af den økonomiske krise. Der er ingen tvivl om, at Danmark er godt på vej til at blive en både mere human, social og grøn nation. Og der er ingen tvivl om, at det kun er begyndelsen. Forude venter en fuldstændig genrejsning af Danmark. Ikke som en revolution fra den ene dag til den anden – den slags kommer der sjældent noget godt ud af – men som en gradvis omformningsproces, hvor vi skridt for skidt gennemfører det politiske projekt, der er tegnet op i regeringsgrundlaget: At genrejse den danske nation, danskernes samfundssind og dansk økonomi på et bæredygtig og socialt retfærdigt grundlag.

Det er fuldt forståeligt at danskerne er utålmodige og kræver forandringer her og nu. Efter 10 års borgerlig skævvridning er der meget at tage fat på i forhold til at skabe et mere humant, socialt og grønt Danmark, men 10 års politisk fejlkurs kræver tid at rette op – særligt når man overtager et massivt økonomisk underskud fra sine forgængere, der endda viser sig at være 10 milliarder kroner større end oplyst før valget.

Mon ikke danskerne har forståelse for, at vi ikke kan vende alting på hovedet fra den ene dag til den anden, men at det naturligvis samtidig også står klart for danskerne, at vi i SF nok skal indfri alle forventningerne om et mere humant, mere socialt og et mere grønt Danmark inden for de rammer, vi på baggrund af vores grundlæggende politiske værdier har opstillet i regeringsgrundlaget sammen med Socialdemokraterne og Radikale Venstre.

Rom blev ikke bygget på en dag. Vores nye regering genrejser heller ikke Danmark på en dag, men genrejsningen er nu begyndt og i løbet af de næste fire år vil vi se Danmark gradvist forandre sig til et mere humant, mere socialt og mere grønt samfund præget af fremgang og økonomisk stabilitet. Jeg glæder mig allerede.

Trykt i Horsens Folkeblad, 17/12-2011.

Så endte SF i endnu en medieinitieret storm i et glas vand. Denne gang drejer det sig om SF’s EU-kurs og SF-formand Villy Søvndals skepsis over for den nye Europagt. 

For nu at tage det sidste først. I månedsvis har man tordnet mod SF for at være usynlige og ikke markante nok. Så tillader SF’s formand sig at udtale en forsigtig skepsis over for den såkaldte Euro- eller finanspagt som sværvægterne Tyskland og Frankrig har taget initiativ til at sætte igennem på medlemslandenes nylige topmøde. Og straks kaster de borgerlige kommentatorer sig over Søvndal med beskyldninger om dårligt politisk håndværk med videre. Det er svært at blive klog på, hvad der ifølge den borgerlige presse er det rigtige at gøre for SF. Konklusionen må være, at alt hvad SF p.t. foretager sig ifølge det borgerlige mediemonopol per definition er forkert. Det er i hvert fald den konklusion, jeg efterhånden selv arbejder ud fra som grundantagelse.

 Tilbage står det, at – her er det oplysende at citere EU-eksperten Uffe Østergård fra en artikel i mandagens Information – ”en af de første konsekvenser af den nye finanspakke [vil] blive, at regeringen må opgive sin planlagte kickstart af økonomien”. Altså – for at forstå Søvndals skepsis – ikke bare som partileder, men også som central minister i den siddende regering: Hvis regeringen siger god for Europagten, så betyder det samtidig at regeringen må opgive væsentlige dele af sin økonomiske politik til fordel for en nedskæringsdagsorden, der til forveksling ligner den dagsorden, som Lars Løkke Rasmussen og oppositionen ønsker at sætte for Danmark. Ikke underligt, at man støver EU-begejstringen af i Venstre og omegn i disse dage og står i kø for at uddele verbale tæsk til SF’s formand. Også Marianne Jelved har været ude med håndtasken, men var det ikke Jelveds egen partiformand – økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager – der allerede den 9. december slog fast, at det er ”særdeles tvivlsomt, om Danmark kan tilslutte sig eurolandenes nye kriseplan” (bl.a. i Berlingske Tidende).

Det siger selvfølgelig sig selv, at det vil være særdeles vanskeligt for en regering – især en regering, der noget uretfærdigt har været under massivt angreb for løftebrud – at opgive grundkernen i sin økonomiske politik, fordi en tysk kansler ønsker at spille med musklerne i EU. En tilslutning ville således i mine øjne kræve, at man i EU-regi i langt højere grad supplerede den finanspolitiske strammerkurs med en offensiv og grøn vækstpolitik. Samt at man i langt højere grad forankrede politikken i en folkeligt og parlamentarisk mandat frem for som et eliteprojekt for Europas traditionelt set stærkeste stater.

Betyder det så, at SF er et EU-skeptisk parti eller at vi decideret er EU-modstandere? Nej, det gør det selvfølgelig ikke. Det betyder, at SF er det eneste danske parti, der indtager en nuanceret holdning til spørgsmålet om EU. Vi ser EU som godt projekt og ikke mindst et projekt med et kæmpestort potentiale, hvis vi i endnu højere får forankret projektet folkeligt. Problemet med EU-debatten p.t. er at den er drevet af enten en helt ukritisk tilslutning eller en helt kategorisk afvisning. For SF drejer det sig om at gøre EU til et politisk projekt, hvor det ikke er formen, men derimod indholdet, der er det spændende. Hvilket europæisk samarbejde ønsker vi? Et progressivt EU-samarbejde med fokus på bæredygtig vækst og med fuldt demokratiske beslutningsprocesser og inddragelseskanaler eller et elitært EU-samarbejde, der bygger på at enkelte medlemslande reelt skal lede EU-samarbejdet, men som også ønsker, at beslutningerne på embedsmandsagtig manér træffes af bureaukrater i den økonomiske centraladministration med så lidt borgerinddragelse som overhovedet muligt?

Spørgsmålet er altså ikke for eller imod EU, men derimod hvad kan og skal vi bruge det politiske system som EU jo rent faktisk er til? COP17-forhandlingerne i Durban viste for eksempel, at EU kan indtage en ledende progressiv rolle i forhold til at sætte fokus på klimaudfordringen i internationale sammenhænge. Det nye udkast til en Euro- eller finanspagt viser tendenser til den modsatte kurs for Europa, hvor en elitær magtkamp mellem de europæiske stormagter ud fra snævre nationale interesser munder ud i stejle ultimative udmeldinger fra alle sider, som igen øger befolkningernes allerede stærke mistillid til EU-konstruktionen.

Det er rigtigt, at der er brug for budgetmæssig opmærksomhed. Men den one-size-fits-all-finanspolitik, der nu er lagt op til er ikke den rigtige vej at gå, med mindre man også åbner for et bæredygtigt vækstpolitisk supplement, som det, den danske regering arbejder ud fra.

Hvis du vil følge med i mit politiske virke skal du gå videre til hjemmesiden www.sf.dk/pawamdisen. Jeg fortsætter som blogger på avisen.dk - se her.

 Vh. Paw Amdisen, folketingskandidat for SF i Østjyllands storkreds.

At give SF verbale prygl er blevet en populær disciplin i medierne på det seneste. Mette Klingseys analyseartikel i weekendens Information (8.-9. januar) om SF’s fald i meningsmålingerne er endnu et godt eksempel på denne nu efterhånden veletablerede tendens.

Der fremsættes efterhånden mange påstande om SF i medierne. Den mest gængse påstand er selvfølgelig, at SF er rykket til højre, men også påstande om opportunisme og populisme fylder meget i mediebilledet.

Det er sandt, at SF på en række områder enten har nyorienteret sig eller også har indgået politiske kompromisser med Socialdemokraterne for at bane vejen for et kommende regeringssamarbejde. Ser vi på nyorienteringerne, så står det vel efterhånden fast, at mange af disse faktisk var forudsætningen for, af SF fik den store fremgang ved sidste valg, som vi fik. Den positive og indflydelsesorienterede linje, som Villy Søvndal lagde for SF var et skarpt opgør med en venstrefløjskultur, som var blevet alt for selvtilstrækkelig, negativ og lukket om sig selv. Nyorienteringerne skabte håb om et reelt alternativ til Anders Fogh Rasmussen og skabte også både vælger- og fornyet medlemsopbakning. Som et resultat heraf blev der for første gang i Danmarkshistorien åbnet op for et muligt regeringssamarbejde mellem Socialdemokraterne og SF. Et samarbejde, som i dag ser ud til at kunne give Danmark et tiltrængt politisk systemskifte.

Det siger sig selv, at regeringssamarbejdet mellem SF og Socialdemokraterne kun lader sig gøre, hvis de to parter er villige til indgå kompromisser. Sådan er det jo generelt i et demokrati som det danske, men sådan er det i særdeleshed, når to politiske partier beslutter sig for at indgå i noget så tæt som et regeringssamarbejde. Sådan har vi set det gang på gang med forskellige danske regeringer. Undtagelsen denne gang er selvfølgelig, at SF ikke før har været i nærheden af regeringsposter, og at der derfor internt i dele af partiet ikke er stor erfaring med (og nu og da vilje til) at gå på kompromis med sine holdninger. SF er i høj grad en demokratisk partiorganisation og offentligheden har derfor ikke kunnet undgå at følge med i SF’s interne diskussioner. Det er godt for medlemsdemokratiet, men det er ikke altid kønt.

Hvad angår beskyldningerne for opportunisme og populisme, så er det mig meget gådefuldt, hvad der i omverdenens øjne kan gøre SF fortjent til sådanne beskyldninger. Godt nok citerer Information en anonym partiintern kilde for at sige, at det eneste SF’s ledelse tænker på er meningsmålinger, men det er jo en påstand, det er helt ude i hampen. Sådan som jeg ser det, så har SF netop valgt en strategi, som er meget lidt opportun i forhold til partiets forhistorie og mange af især partiets ældre græsrødder – man har nemlig valgt kompromisets og regeringssamarbejdets vej med Socialdemokraterne. Hvilket bestemt ikke er den nemme og uforpligtende vej i politik for et gammelt venstreorienteret græsrodsparti, hvor idealismen og kompromisløsheden har haft rigtig gode levevilkår.

Måske er det derfor Enhedslisten og Radikale Venstre, der har valgt den magelige sidefløjsposition i kampen for at for en ny regering, har god vind i meningsmålingerne. Store armbevægelser og de rigtige holdningers hvileplads er altid et dejligt sted at stå i politik. Det har vi SF tidligere også nydt godt af. Helt retfærdigt er det ikke, men nu er politik jo heller ikke altid en helt igennem retfærdig beskæftigelse.     

Information har selvfølgelig ret i, at SF p.t. kan stå i en vanskelig situation, hvad angår det opportune og kunsten altid at få gode meningsmålinger, men som Information så klogt siger det i en artikeloverskrift nedenfor artiklen om SF’s angivelige problemer med meningsmålingerne, så skal ”Meningsmålinger […] tages med et gran salt”.

Mon ikke det vil vise sig, når vi kommer til valgdagen, at vælgerne så udmærket godt forstår at skelne mellem seriøst oppositionsarbejde og selvpromovering og mon ikke vælgerne forstår, at SF og Socialdemokraternes tætte samarbejde er en helt uomgængelig forudsætning for at gøre en ende på 10 års borgerlig tomgang og give Danmark den nye begyndelse, som landet fortjener. 

Indlægget er en reaktion på en analyse i weekendens Information.

Der blev i fredags (d. 26/11) indgået et bredt trafikforlig i folketinget. Som man bl.a. kunne se i lørdagens udgave af Horsens Folkeblad betyder forliget, at Horsens Kommune kommer til at modtage 5,4 millioner kroner i medfinansiering til etablering af nye cykelstier.

Som lokal SF’er med fokus på bæredygtighed og klimaindsats glæder det mig naturligvis rigtig meget, at vi nu kan gøre en ekstra indsats for cyklismen i kommunen, men det glæder mig også rigtig meget som SF’s lokale folketingskandidat, at SF’s deltagelse i forliget var med til at sikre et meget progressiv og grønt trafikforlig med landsdækkende fokus på cyklisme og kollektiv trafik.

SF’s deltagelse i forliget viser igen, at SF er parti med fokus på at få forbedringer gennemført. Fremadrettet knokler vi dog i SF på at få gjort trafikpolitikken endnu grønnere. Som en del af vores fælles udspil med Socialdemokraterne ”Fair Forandring” kæmper vi således for i gennemsnit at gøre den kollektive trafik 20 % billigere at anvende, men vi vil også sikre hurtigere tog mellem landdelene. En tur fra Århus til København skal således ikke tage mere end 2 timer.

Både lokalt og på landsplan gælder det om at gøre valget mellem privatbilisme og kollektiv trafik/cyklen endnu nemmere. Og det er det SF både før og efter et kommende valg knokler for i kommunerne, i regionerne og i folketinget.

Bragt i Horsens Folkeblad, 30/11, 2010.

Det lader til, at undertegnede og Jonas Dahl har ramt et ømt punkt hos Fatma Øtkem omkring Lars Løkke Rasmussens overbetaling af privathospitalerne. I hendes replik i fredagens Horsens Folkeblad (29/10) flyder beskyldningerne om det ene og det andet i hvert fald frit fra hendes pen. For Fatma Øtkem er der således ingen grænser for SF’s ondsindede intentioner på sundhedsområdet og omvendt, så er der selvfølgelig ingen grænser for Venstres hjerteskærende omsorg for patienterne. At undertegnede og Jonas Dahl i vore respektive indlæg har forsøgt at pege på en anden sandhed er ifølge Fatma Øtkem blot et udslag af, at vi i SF generelt manipulerer med virkeligheden.

Det lader nu til, at der er Fatma Øtkem, der ganske klart fordrejer kendsgerningerne. Tag nu diskussionen omkring ventelister. Jeg skrev i min replik til Fatma Øtkems oprindelige forsvar for Lars Løkke Rasmussens overbetaling, at ventelisterne siden 2005 ikke har flyttet sig – de er derimod i gennemsnit blevet en anelse længere. Denne oplysning kalder Fatma Øtkem for ”direkte forkert” og skriver, at ventelisterne siden 2001 er blevet kortere. At ventelisterne fra 2001 til 2005 blev kortere er ganske rigtigt, men siden 2005 er udviklingen stagneret og ventelisterne er altså også blevet længere. Mine oplysninger i min oprindelige replik er altså fuldstændig korrekte. At ventelisterne de sidste fem år er blevet længere skal samtidig ses i lyset af, at de offentlige udgifter til privathospitalerne er mere end tredoblet i samme periode (samlet set har regeringen investeret ni milliarder i det private sundhedsmarked siden 2001!). Spørgsmålet er, hvad vi så har fået for pengene? Siden 2005 i hvert fald ikke kortere ventelister.

Til gengæld var der en tidligere konservativ sundhedsminister, der helt tilfældigt fik en direktørstilling på et af de store privathospitaler. Det kan godt gå hen at blive dyrt for privathospitalerne i direktørstillinger, når vi skifter regering efter næste folketingsvalg.

Men for nu at vende tilbage til kernen i sagen om overbetaling af privathospitalerne. Jeg har som SF’er ikke noget imod private aktører på sundhedsområdet. Jeg kan bare ikke se, at det skal være statens opgave at få dem til at være en god forretning.

Og så bare lige for en god ordens skyld. Fatma Øtkem referer sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen for et synspunkt om, at det er ”tæt på at være varm luft […] at privathospitalerne er blevet ”overbetalt””. Dette er selvfølgelig et interessant synspunkt. Det bliver heller ikke mindre interessant af, at Kjeld Møller Pedersen i årevis har forsvaret privathospitalerne i sin forskning og sidder i bestyrelsen for privathospitalet Hamlet. Måske er det grunden til, at han siden 2001 har haft et utal af ministerudpegede poster som bl.a. formand for daværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmussens særlige råd vedrørende sundhedsvæsenet.

Spørger man andre fremtrædende eksperter i sundhedsøkonomi – bl.a. professor Jes Søgaard – så når de frem til samme analyse som rigsrevisoren. Nemlig at Lars Løkke Rasmussen klart gav privathospitalerne en overbetaling. Det har nuværende sundhedsminister Bertel Haarder sådan set også erkendt ved direkte at kalde overbetalingen ”nødvendig”.

I SF mener vi ikke, at overbetalingen var nødvendig. Vi ville hellere – for de samme penge – have haft et bedre sundhedsvæsen for alle. Nu må vi i stedet se til, mens det offentlige sygehusvæsen endnu engang får sparekniven. Det er dybt deprimerende og kun udsigten til et snarligt regeringsskifte kan bringe optimismen tilbage.

Onsdag den 3. november bragte Horsens Folkeblad nyheden om en ny tværkommunal undersøgelse af unges livsstil i bl.a. Horsens, Kolding, Hedensted og Skanderborg kommuner. På en lang række områder ser det desværre ud til at ungdommen i Horsens er indehavere af nogle kedelige rekorder. Det gælder bl.a. småkriminalitet, alkohol, rygning, brug af hash og betænkelige kostvaner.

Selvfølgelig lever langt de fleste unge i Horsens et helt normalt og sundt ungdomsliv og selvfølgelig skal man korrigere en sammenligning mellem forskellige kommuner for særegne forhold og faktorer, der kan gøre, at en kommune som Horsens på en række områder halter bagefter, når det kommer til nogle unges livsstil. Ikke desto mindre mener jeg, at vi i Horsens Kommune har en forpligtelse til at følge op, når vi præsenteres for en undersøgelse, der så tydeligt viser, at en stor gruppe af unge i Horsens Kommune har problemer med deres livsstil og dermed deres nuværende og fremtidige sundhedstilstand. For selvom det er sandt, at det aldrig er for sent at få en sundere livsstil, så er det også sandt, at jo tidligere sunde mønstre grundlægges jo bedre. Både for den enkelte unge og samfundet som helhed.

Jeg er enig med både børneborgmester Emma Nørgaard og min byrådskollega Andreas Boesens diagnose af, at kedsomhed delvist kan forklare nogle af de lokale unges problemer med livsstilen, og jeg glæder mig derfor også på linje med Andreas Boesen til, at vi i Børne- og skoleudvalget (i dialog med børneborgmesteren og børnebyrådet) kan tage hul på diskussionen omkring en ungdomspolitik i kommunen. Når det er sagt, så mener jeg også, at vi i kommunen skal sætte fokus på en sundhedsfremmende indsats i forhold til de unge. Vi har i Horsens stolte traditioner for den sundhedsfremmende indsats, men der er måske i endnu højere grad end hidtil brug for, at vi fokuserer og målretter denne indsats i forhold til de unge.

Venstres lokale folketingskandidat Fatma Øtkem har en udsædvanlig dårlig sag, når hun den 14. oktober i Horsens Folkeblad bakker op om Lars Løkke Rasmussens systematiske overbetaling af privathospitalerne. En overbetaling, der allerede blev påtalt af Lars Løkke Rasmussens egne embedsmænd, da han i 2007 som sundhedsminister gennemtrumfede beslutningen om overbetalingen, men som han og de efterfølgende borgerlige sundhedsministre ikke desto mindre i årevis gjorde alt for at benægte. Som det er kommet frem på seneste, så gik man faktisk så langt i benægtelsen, at man forhindrede og forhalede vigtige dokumenter i at nå frem til rigsrevisoren, som dog alligevel allerede sidste år nåede frem til at udtrykke en skarp kritik af den nævnte overbetaling. Nu erkender Løkke dog omsider også åbent overbetalingen, om end han stadig stærkt underdriver overbetalingens reelle størrelsesorden, som var i nærheden af de 25 % eller hen ved 1 milliard kroner årligt.

Fatma Øtkem forsvarer overbetalingen med henvisning til Lars Løkke Rasmussens store omsorg for de mange danskere på venteliste. Sandheden er dog, at der ikke er sket noget som helst med den gennemsnitlige ventetid siden 2005. Faktisk er den steget lidt fra 57 gennemsnitlige ventedage i 2005 til 62 i år. Ventetiden er derfor ikke blevet mindre, men de største privathospitaler har scoret og scorer stadigvæk milliongevinster på fællesskabets regning. Det samme gør sig, som Jeppe Mikkelsen – Radikale Venstres lokale folketingskandidat – så rigtigt bemærkede i Horsens Folkeblad (dagen efter) gældende i forhold til det skattefradrag for private sundhedsforsikringer, som den borgerlige regering sideløbende har fået gennemført. En øvelse, der årligt koster fællesskabet yderligere 700 millioner kroner. Penge, der – i lighed med de mange milliarder kroner, der over årene er spildt på overbetaling til privathospitalerne – kunne have været brugt til at styrke vore fælles offentlige sundhedsvæsen (og nedbragt ventelisterne betydeligt). Til gavn for alle borgere og ikke kun de privilegerede.

Det er vanskeligt rationelt at forklare Lars Løkke Rasmussens og Venstres overbetaling af privathospitalerne. Økonomisk vidner sagen i hvert fald om stor irrationalitet. Ser man lidt mere ideologisk på sagen er det naturligvis indlysende, hvad der er på spil. At for Venstre er det private – uanset hvad økonomisk snusfornuft måtte tilsige – altid bedre end det offentlige. Så må det bare koste, hvad det vil. De højere priser var og er simpelthen en nødvendighed, som nuværende sundhedsminister Bertel Haarder omtrent har udtrykt det.

 I SF er vi mere jordnære i vores tilgang til spørgsmålet. Vi skal have de bedste løsninger til den bedste pris, og det er en offentlig non-profit organisation nu engang bedre til, end nok så mange private virksomheder. Hertil kommer selvfølgelig, at det offentlige sygehusvæsen også tager sig af de patienter, lidelser og operationer, som det ikke er økonomisk rentabelt at tage sig af ud fra et profitmaksimerende rationale.

Derfor, Fatma, når du skriver, at ”det handler om menneskeliv og ikke kamp og ideologi” kan jeg sådan set kun være enig, men det er desværre ikke den politik dit parti og din statsminister står for.

Jeg har besluttet mig for at droppe smøgerne i al offentlighed. Se hvorfor i denne pressemeddelelse: 

Paw Amdisen (SF), der er formand for Bæredygtighedsudvalget i Horsens Kommune har besluttet sig for at skodde smøgerne en gang for alle, men har samtidig også valgt at gøre rygestoppet offentligt kendt samt løbende at kommentere rygestoppet på Facebook-gruppen ”Tanker om bæredygtighed”, som han har oprettet for at diskutere bæredygtighed med kommunens borgere.

Paw Amdisen udtaler i den forbindelse:

”Jeg er klar over, at det er et meget utraditionelt skridt jeg tager ved at gøre mit rygestop offentligt kendt, men som formand for et udvalg, der bl.a. beskæftiger sig med kommunens sundhedsstrategi og sundhedspolitik mener jeg, at jeg har en særlig forpligtelse til forhåbentlig at vise det gode eksempel. Jeg mener det er meget vigtigt, at vi som politikere også praktiserer det, vi prædiker. Når vi i Bæredygtighedsudvalget og i kommunen generelt kæmper for at nedbringe antallet af rygere, så synes jeg jo altså ikke det nytter noget, at jeg bare ryger løs. Det er et spørgsmål om politisk troværdighed.

Det her drejer sig ikke om, at være hellig eller frelst. Jeg er helt sikker på, at jeg lige som alle andre, der stopper eller forsøger at stoppe med at ryge, kommer til at savne denne del af min tilværelse rigtig meget. Det ved jeg også fra tidligere røgfri perioder i mit liv. Rygning er meget et socialt fænomen og jeg kommer da til at savne det sociale samvær, som der er omkring det at ryge. Jeg mener bare det er vigtigt, at vi som samfund bevæger os i en sundere og mere bæredygtig retning – og så har jeg jo også som mand og far til tre børn et stort ansvar, for nu slet ikke at komme ind på gevinsten for mit eget personlige helbred og velvære.

Jeg har valgt samtidig at gøre mit rygestop til et tilbagevendende emne i den offentligt tilgængelige Facebook-gruppe ”Tanker om bæredygtighed”. Det har jeg gjort for dels at inspirere medborgere til at gøre noget lignende, men også for at kunne dele de oplevelser og frustrationer, jeg løber ind i med mit rygestop med andre, der måske er i samme situation. Målet skulle gerne blive, at vi bliver færre rygere i Horsens Kommune”.

Dette er et læserbrev, som jeg forgæves har sendt til Politiken og Information. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at de to kulturradikale aviser har svært ved at trykke et læserbrev fra en SF'er, der kritiserer DF. Det passer ikke helt ind i det billede, de to aviser prøver at tegne af SF. Anyway her er læserbrevet så:

Panik før lukketid  

Der er ingen tvivl om, at der i Dansk Folkeparti er tradition for at bruge sommerferien og den medfølgende agurketid i de danske medier på at lancere deres nyeste politiske tiltag. Den forgangne sommerferie var ingen undtagelse, selvom man da efterhånden kan komme stærkt i tvivl om tiltagenes nyhedsværdi. Faktisk ligner årets byge af besynderlige udspil mest af alt mere af det samme. Den røde tråd i udspillene synes at være et spørgsmål om hvordan vi i år kan gøre livet bare en lille smule mere surt for indvandrere og nydanskere, end det var sidste år?

Det bliver mere og mere tydeligt, at Dansk Folkepartis mål ikke er integration og indlemmelse af nye medborgere i det danske samfund, men derimod at fastfryse det danske samfund i unødvendige kulturelle modsætninger og intern splittelse og så som modvægt fremføre et idealbillede af et – kulturelt set - homogent Danmark, som aldrig har eksisteret og heller aldrig kommer til at eksistere i virkeligheden.

I takt med, at den økonomiske krise har ramt danskerne bliver det mere og mere tydeligt, at Dansk Folkeparti lever i en parallel virkelighed. Hvor de fleste danskere er bekymrede for om de overhovedet har et arbejde i morgen eller om der bliver skåret yderligere ned på kernevelfærden, så iværksætter Dansk Folkeparti storstilede og bekostelige politiske undersøgelser af om der rundt omkring i landet skulle kunne findes en muslimsk buschauffør, der på et tidspunkt har chikaneret blinde mennesker eller deres førerhunde!? Eller man fremsætter konventionsstridige forslag om apartheid-lovgivning, hvor det fundamentale princip om lighed for loven sættes ud af kraft.

Én ting er sikker. Den nationalegoisme, som Dansk Folkeparti prædiker og praktiserer, har igennem det sidste årti været mindst ligeså skadelig for Danmark og det danske fællesskab som den økonomiske egoisme, der er udgået og stadig udgår fra forbundsfællerne i Venstre, Konservative og Liberal Alliance. Der er ganske enkelt brug for et nyt flertal og det forstår danskerne så ganske udmærket. Derfor må den seneste byge af absurde udspil fra Dansk Folkeparti – som også Venstres ”Nye tider”-udspil – ses som udtryk for det, de er: Panik før lukketid.